Romantikken

Romantikken

Romantikken er en litterær periode, der indledes af Henrich Steffens’ forelæsninger på Københavns universitet fra d. 11.11.1802 og afsluttes med Georg Brandes forelæsninger fra d. 03.11.1871. Steffens markerer med sine forelæsninger en radikal ændring i litteraturen fra den rationelle og udadvendte oplysningstid til romantikken, hvor blikket vendes indad i forsøget på at finde dybde i tilværelsen. Romantikkens filosofi er poetisk, harmonisk og romantisk. Romantikeren er en drømmende og fantasifuld person, der ikke ser virkeligheden i øjnene men derimod lever i sin egen verden. Romantikkens litteratur skildrer ikke et rationelt syn på verden, men lever derimod et indadvendt, drømmende og forskønnet univers.

Romantikken inddeles i 6 hoveddele: Universalromantik, nationalromantik, nyplatonisme, poetisk realisme, biedermeier og romantisme.

Universalromantik

Ifølge den universalromantiske tankegang gemmer dig sig bag den kaotiske verden et dybere univers, men disse to forskellige verdener hænger sammen, da universalromantikkens grundtanke er, at alt dybest set er ét. Man kan med intuition, drøm og anelse få indblik i naturens helhed – det kosmos – som vi alle er en del af. På denne litterære scene præsenteres organismetanken, som er et billede af, at alle mennesker er enkeltstående individer, der sammen danner en fælles organisme.

Guldalderen, der er navnet på den storslåede tid, hvor de nordiske guder var på jorden, står desuden centralt i universalromantikken. Tiden efter guldalderen betragtes som et fald, hvor guderne ikke længere er på jorden. Ifølge romantikeren, har verden gennem historien bevæget sig mellem storhedstid og forfald, og således betragtes romantikken som en fase, der skal skabe grundlaget for en ny guldalder. Et eksempel på et dansk litterært værk fra universalromantikken er Oehlenschlägers digt Guldhornene fra 1803.

Heinrich Von Ofterdingen

Før den romantiske strømning nåede til Danmark, eksisterede den bl.a. i Tyskland, hvor den tyske forfatter Novalis udgav romanen Heinrich Von Ofterdingen. Romanen gik forud for den danske romantik og blev retningsgivende for, hvad dansk romantik blev. Romanen er monistisk, dvs. den bygger på den universalromantiske helhedstanke om, at alt et forenet. Den handler om en ung mand, Heinrich, der rejser hjemmefra med sin mor for at besøge nogle slægtninge sydpå. Inden rejsen havde Heinrich en drøm om poesiens ’blå blomst’, og denne søger han på sin rejse. Romanen kendetegnes ved brugen af farvesymbolik, hvor naturen og farverne spiller en stor rolle. Farven blå, der er en gennemgående farve i romanen, symboliserer sandhed, indsigt, visdom og kærlighed, hvilket netop er romantikkens varemærker. Der gøres desuden i vidt omfang brug af metaforer og sammenligninger. Naturen beskriver of realplanet gennem et billedplan. I romanen tillægges digteren en særlig status, som det geni, der kan blive ét med sjælen og naturen. Romanens grundlæggende filosofi er således, at digteren lever i ét med naturen og sjælen. Gennem denne helhed opnår digteren indsigt og visdom, og finder således gennem poesien.

I Heinrich Von Ofterdingen findes desuden mange digte. Her behandler vi et digt af karakteren ’Schwaning’. Digtet er et kærlighedsdigt om pigens længsel efter kærligheden. Trykke drenge til vort hjerte, det vil lindre al vor smerte. Forældrene symboliserer ’de gamle tider’ (før romantikkens indtog), hvor det ikke var tilladt at længes efter kærligeden. Vi skal skjule vore ynder, siger vores strenge mor. Digtet har her en ironisk klang, der kritiserer ’de gamle tider’. At fornægte hver en længsel, handle som man var af sten, lade hver en bejler være. Her præsenteres ’de nye tider’, dvs. romantikkens indtog, hvor det nu er tilladt at hengive sig til sine længsler og kærligheden.

Digtet skildrer, hvordan de gamle tider rinder bort (forældrene = de gamle tider), mens de nye tider gør deres intræd (de nye tider = romantikken, kærligheden, poesien).

Der gøres bl.a. brug af følgende typiske romantiske ord i digtet: Hjerte, smerte, længsel, ånd, drøm.

Nationalromantik

Nationalromantikken har rødder i den tyske by Heidelberg, og marcherede frem i Danmark i starten af 1800-tallet under kampråbet ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”. Digtere og forfattere som N. F. S. Grundtvig og B. S. Ingemann er store navne i den nationalromantiske tidsalder, og disse fordybede sig i denne periode i dansk historie, nordisk mytologi, heltesagn, sagaer, sagn fra vikingetiden - alle beretninger og Danmarks storhedstid. Det danske landskab og sprog hyldes ligeledes i Adam Oehlenschlägers, ’Danmark er et yndigt land’, 1819 og sagnhelte som Thyra Danebod, grundlæggeren af Danevirke, (troede man i daværende periode) kommer til udtryk i ”Visen om Thyra Danebod” fra 1690’erne, som blev populær i 1840’erne. 

Litteraturen er i midten af 1800-tallet blevet et alment fænomen grundet almueskoles indførelse, hvilket betyder, at litteraturen breder sig frit til størstedelen af befolkningen. Nationalromantikkens vigtigste rolle er at beskrive det smukke i en nation, og på den måde samle nationen om dens værdier. Derfor er det ikke en overraskelse, at danskerne i den danske nationalromantiske litteratur bliver betragtet som ’overmennesker’ og som dem med det allersmukkeste land i verden. Undersøger man på nationalromantikkens litteratur, er der ikke nogle spor af f.eks. den økonomiske krise. Nationalromantikken nedfælder en nations værdier. Ikke en nations tab og bagsider.

Nyplatonisme

Nyplantonismen bygger på den græske filosof Platon, der bl.a. er kendt for sin Hulelignelse, i hvilken dualismetanken optræder. Dualisten opererer med to forskellige universer: Et jordisk og et åndeligt, nemlig ideernes og fænomenernes verden. I ideernes verden hersker en orden, mens der i fænomenernes verden er evigt kaos. Dualismetanken bunder i, at de to verdener ikke kan forenes. Kun i korte øjeblikke, kan mennesket få et indblik i foreningen, som denne tilstand er kun midlertidig. Nedenfor følger en litterær artikel om digtet Platonisme af Schack Staffeldt.

Litterær artikel om ’Platonisme’

Digtet ’Platonisme’ af Schack Staffeldt er et billede af den fortabte sjæls håbløse søgen efter harmonien, der umuligt kan opnås på jorden. Det er et melankolsk billede af sjælen, som fanget i kroppens jordiske fængsel må tage til takke med midlertidige falske syner af den harmoni, som kun eksisterer i sjælens fødeland, den himmelske verden.

I digtets 1. strofe skildres fødslen af mennesket, hvor sjælen indespærres i kroppens fængsel Stødtes ned i Sandsers Fængsel (s.1 l.2). Sjælens tilværelse i kroppen sammenlignes med slavens vilkår Fulgte med til Trællens Stand (s.1 l.4). Vi ser her, at sjælen føler sig fanget i en uønsket tilværelse i kroppen, der i digtet fremstilles som et resultat af sjælens kendskab til den harmoni, der hersker i sjælens fødeland. Med sig til jorden har sjælen nemlig mindet om denne verdens harmoni Mindet om hvor Fødeland, hvortil sjælens evige søgen efter harmonien må have sit ophav.

Vi ser altså, at digtet opererer med to verdener: Sjælens fødeland og jorden. Ved en afsøgning af semantiske felter ser vi, at jorden yderligere kan inddeles i to forskellige universer. Når mennesket befinder sig i det virkelige jordiske univers, er stemningen trist og melankolsk, hvilket ses gennem denne afsøgning af semantiske felter, hvor der her er en solid forekomst af dystre ord som ’Trængsel, Længsel, grumt, svige og Længsel’. Det andet jordiske univers er fantasiens univers, som indtræder i nogle bestemte situationer. Vi ser gennem en afsøgning af semantiske felter, at stemningen her er munter, da der optræder mange positive ord som ’Ynde, Elskovsbrynde, Himmelske, Skjønhed og Drøm’. Når sjælen er fanget i kroppens jordiske fængsel, kan den derfor opnå midlertidige tilstande, der minder om harmonien fra fødelandet. Denne midlertidige harmoni opnås, når mennesket befinder sig i fantasiens drømmende univers, som i digtet tager form som drømme, elskov, skønhed og kærlighed Derfor snoer med Elskovsbrynde/Tanken sig om hver en Ynde(s.2 l. 1 og 2). og I Drøm paa ny vi vare (s.4 l.6). Disse jordiske fænomener er i stand til at forkynde den himmelske verdens, harmoni til sjælen Som det himmelske forkynde (s.2 l.6), selvom den befinder sig i det jordiske fængsel. Fantasiens midlertidige ophævelse af sjælens lidende higen og længsel efter harmonien skildres også i digtets 3. strofe Ved en jordisk Skjønheds Bryst (s.3 l.3), som et billede på elskoven, hvori sjælen søger trøst - Daane vi saa sødt til Trøst (s.3 l.4) - af dens håbløse lidelser og længsel efter harmonien. Sjælens lidelser ophæves altså I den tabte Himmels Lige (s.3 l.6), men denne jordiske harmoni viser sig i den efterfølgende strofe blot at være falske syner Dog de falske Syners Skare/Hilder os i grusom Snare (s.4 l.1 og 2), som den evigt søgende og lidende sjæl må tage til takke med som en midlertidig trøst for den manglende harmoni. Digtet skildrer fantasiens midlertidige harmoniske tilstande som jordiske fænomener, der på et tidspunkt vil forgå Trylleriet svinder hen (s.4 l.3). Fantasien betragtes altså i digtet som et forgængeligt fænomen. Når fantasien forgår, vil sjælen atter falde tilbage til den virkelige verdens jordiske kaos. Sjælen må derfor indse, at harmonien og foreningen mellem krop og sjæl ikke lader sig gøre i det jordiske liv, hvorefter den fortsætter sin håbløse søgen efter harmoni gennem nye fantasier Hvor i Drøm paa ny vi vare (s.4 l.6).

Digtet er inddelt i 5 strofer af hver 6 verselinjer. Alle stroferne er opbygget over rimene: aaBBBa. Stroferne er således bygget op over to kvindelige rim, tre mandlige rim og et kvinderim. Denne fordeling synes at have en særlig betydning navnlig i tredje strofe, hvor verselinjerne med kvinderim omhandler den virkelige jordiske verdens melankoli fx Synderne saa grumt os svige (s.3 l.2), mens verselinjerne med manderim omhandler de midlertidige drømmende tilstande, der opnås i fantasiens verden På en jordisk Skjønheds Bryst/Daane vi saa sødt til Trøst/Trylles til Daimonens Lyst (s.3 l.3,4 og 5). I disse verselinjer skildres elskoven som en drømmende tilstand i sjælens tilværelse på jorden, hvor den opnår en midlertidig ophævelse af sine lidelser og længsler efter sit fødelands harmoni. Det er her væsentligt, at digteren gør brug af manderim netop i disse verselinjer, hvormed verselinjen får karakter som sluttende meget brat på samme måde som tilværelsen i fantasiens univers.

I digtet hersker to forskellige verdener: Himlen og jorden. Himlen besidder en harmoni, mens der på jorden hersker evige, melankolske kaostilstande. Sjælens fødeland er himmelen, men ved fødslen af mennesket tages sjælen til fange i menneskekroppen. Med sig fra sit fødeland har sjælen mindet om den himmelske harmoni, som den for evigt længes efter. Hertil findes forklaringen på, at sjælen føler sig indespærret i den jordiske krop, da harmonien på jorden umuligt kan opnås. Sjælen tvinges således til en trist og melankolsk tilværelse med evig søgen efter den himmelske harmoni, som aldrig kan opnås på jorden. Den må blot tage til takke med midlertidige falske harmoniske tilstande, der indtræffer, når mennesket befinder sig i fantasiens univers fx i en drøm eller i elskov. Det jordiske liv kan altså inddeles i to forskellige universer: Det virkelige, jordiske melankolske liv og det fantasifulde liv, der indtræffer, når mennesket befinder sig i fantasien univers på jorden. Sjælen vil aldrig kunne opnå en harmonisk tilstand på jorden, da de midlertidige harmoniske tilstande i fantasiens univers, blot er forgængelige jordiske fænomener. Digtet kortlægger altså, at den himmelske harmoni umuligt kan opnås på jorden, og at krop og sjæl aldrig kan forenes. Når fantasien forgår, ledes sjælen tilbage til det virkelige, jordiske kaos. Selvom sjælen gang på gang indser det faktum, at krop og sjæl ikke kan forenes, fortsætter den alligevel sin endeløse søgen og higen efter harmonien. Digtet skildrer således menneskets jordiske liv som en endeløs søgen efter harmoni, der konstant veksler mellem midlertidige ophævelser af lidelserne i fantasiens univers og den triste melankoli, der atter indtræder, når fantasien forgår, og sjælen atter stilles ansigt til ansigt med virkelighedens jordiske kaos.

Vi ser, at der optræder en tydeligt dualismetankegang i digtet, der er inspireret af Platons filosofi om kroppen og sjælen som to adskilte fænomener og om verdensbilledet, der inddeles i to verdener. Denne inddeling optræder tydeligt i digtet, hvis univers er inddelt i hhv. jorden, som i Platons dualismetanke kaldes ’fænomenernes verden’ og himmelen, der af Platon betegnes som ’idéernes verden’. I digtet såvel som i Plantons dualismefilosofi hersker harmonien i idéernes verden, himmelen, mens tilværelsen i fænomenernes verden, på jorden, lider under evig melankoli og kaostilstand. Sjælen er i digtet repræsentant for idéverdenens harmoni, mens menneskekroppen udgør et fængsel for sjælen, der tvinges til en trist tilværelse i jordens kaos. Vi ser desuden i digtet, at menneskets tilværelse på jorden er en evig, håbløs stræben efter den harmoni og forening, som ikke kan opnås på jorden, hvilket kendetegner Platons dualismetanker. Godt nok er det muligt for mennesket at opnå midlertidige tilstande af harmoni i fantasiens univers, men fantasiens forgængelighed viser, at foreningen mellem krop og sjæl ikke lader sig gøre. Filosofien om at krop og sjæl – fænomen og idé – umuligt kan forenes, er den grundlæggende tanke bag Platons dualismefilosofi, der gav navnet til den litterære filosofi i universalromantikken, Nyplatonismen, som Schack Staffeldt blev den eneste store danske forfatter indenfor. Hans digt ’Platonisme’ kan litteraturhistorisk placeres i Nyplatonismen.

Schack Staffeldt har bl.a. også udgivet digtet Indvielsen i 1804, der på samme måde som Platonisme omhandler menneskets søgen og higen efter den forening mellem de to verdener, der ikke lader sig gøre.

Poetisk realisme

Den poetiske realisme er en retning under romantikken, hvor forfatteren ikke længere ønsker at udtrykke et romantisk program, men derimod en psykologisk tilgang til personerne. Forfatteren konstruerer et billede af verden, der skal forekomme virkelighedstro, men han gør dette poetisk og fra et romantisk livssyn – heraf det kontrastfyldte navn Poetisk Realisme.

Biedermeier

Biedermeierlitteraturen opstår i et Danmark præget af krise og fallit, og i en politisk brydningstid, hvor enevælden er under afvikling i Europa. Biedermeierstemningen er harmonisk og idyllisk og dyrkes i det hjemlige og kendte, hvorfor familien og dennes trygge, hyggelige og velkendte rammer er i fokus.

Et eksempel på en biedermeiertekst er digtet I sne står urt og busk i skjul fra 1831 af B.S. Ingemann, hvor vi befinder os inde i den varme og trygge stue, mens vi kigger ud på det kolde vinterlandskab. H.C. Andersens digt Martsviolerne fra 1830 er endnu et eksempel på Biedermeieridyllen. Digtet handler om en ung mand, der sidder inde bag sin rude og ser ud på en smuk pige i det kolde vejr. Billedet er her det samme som i Ingemanns I sne står urt og busk i skjul, hvor vi oplever situationen indefra den varme stue. Det beskrives, at varmen fra unge mands næse ’smelter’ rimen på ruden. Digtet skildrer således hans længsel efter den forbudte kærlighed, der befinder sig udenfor i det kolde og fremmede. Digtet har dog en ironisk klang, der leder os i retning at, at synet på den ’forbudte’ kærlighed og seksuelle længsel bevæger sig mod en radikalisering. I H.C. Andersens digt Bryllupssalmen står sætningen ’Det er så yndigt at følges ad’, hvilket er et glanseksempel på biedermeierlitteraturen. Her beskrives den evige og lykkelige kærlighed (som brylluppet i sig selv er et billede af) i idylliske og sikre rammer.

Romantisme

Romantismen er en litterær strømning, der står i kontrast til romantikkens idylliske verdensbillede. Romantismens skrivestil er poetisk ligesom romantikken. Dog søger den ikke romantikkens harmoni og sammenhæng, men skildrer et øjebliks lykke. Romantismen dyrker en ekstrem individualisme, der søger til bunds i menneskets indre og forbudte sider. Den er ofte dæmonisk, provokerende og psykologisk i sin behandling af menneskets skyggesider. Det fundamentale i romantismen er erkendelsen af, at verden er meningsløs. Denne erkendelse skildres i digtet Sig nærmer tiden fra 1838 af Steen Steensen Blicher i form af den kendsgerning, at mennesket skal dø. Vi oplever situationen fra en fugls synspunkt, men denne synes også at kunne tillægges en menneskelig karakter. Verselinjen og haver andensteds hjemme står centralt i digtet, idet den skildrer den evige og håbløse søgen efter et ’hjem’. Desuden kan inddrages verselinjerne men sidder fast i mit snævre bur/med længsel gennem mit gitter, hvori livets meningsløshed og længsel mod ’en anden verden’ skildres.